Wandels hus.
C. V. E. Knuthsvej 9
Hellerup, 1926-27

 

Arne Jacobsen tegnede sit første enfamilieshus for maleren Sigurd Wandel. Huset blev opført i en tid, hvor de unge arkitekter dyrkede de enkle hustyper, som kendes fra byggeriet på landet. De unge forsøgte at gøre op med den "pyntede" arkitektur. I stedet ville de fremhæve skønheden og det tidløse i bygningernes former og overflader.

I Wandels hus arbejder Arne Jacobsen med en enkel rektangulær bygningskrop, der spiller på kontrasterne mellem facaderne. Huset har et forholdsvist lavt tag med udhæng.

Den asymmetriske facade mod nord er en lukket murflade med blot tre åbninger: Et trappevindue, en indgangsdør og et lille vindue. Mod syd er facaden til gengæld strengt symmetrisk. Dog er vinduesfagene med havedørene forskudt mod husets kanter. Over havedørene er der indmuret kopier af Thorvaldsens medaljoner. De to gavle er på samme måde fordelt med en symmetrisk og en asymmetrisk gavl.


 

Husets planer er enkle. Øverst er der soveværelser og dagligstue, køkken, forstue og herreværelse blev placeret i stueetagen.

Wandels hus danner grundlag for opbygningen af Arne Jacobsens gule enfamilieshuse med sadeltag og tagudhæng, der også er kendetegnet ved en veksling mellem symmetriske og asymmetriske facader.

 

Wandels hus blev præmieret af Gentofte Kommune i 1927.