|
Arne Jacobsens eget hus Gotfred Rodesvej 2 Charlottenlund, 1928-1929.
|
|
|
Arne Jacobsens eget hjem betegnes ofte som
det første moderne hus i Danmark. Huset bærer præg af de
internationale modernistiske strømninger, der så småt var ved at slå
i gennem i Danmark.
Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for Arne Jacobsens hus, der var et brud med det romantiske længdehus med trempeltag. Huset er bygget som en kasse med fladt tag, hvide facader, store stålvinduer og moderne skibstrappe.
|
|
Det er primært udadtil, at modernismen har sat sig præg. Facaderne er
asymmetriske. To vinduer i facaden mod haven skærer gennem hjørnerne, og der
er skodder ved glasdørene. Huset er opført i glatpudset murværk og altså
ikke i beton.
Inden for er huset ganske traditionelt opbygget med dagligstue, herreværelse og spisestue forneden samt soveværelser på 1. sal.
|
|
|
Iscenesættelsen af den frie og lette livsstil, som kendes fra Arne Jacobsen store bygningsværker ved Klampenborg Station, kan tydelig fornemmes i arkitektens eget hus. Huset åbner sig mod haven, der er lækrog og tagterrasse med adgang fra haven ad en moderne skibstrappe. Beplantningen i haven er i tæt samspil med husets hvide mure. |